Viser opslag med etiketten hovedret. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten hovedret. Vis alle opslag

søndag den 30. marts 2014

Thaisuppe

Hvorfor har jeg ikke et større køkken?




Ulla var til frokost og hun kunne li' min thaisuppe. Jeg lovede at lægge opskriften på Mors mad. Opskriften har jeg fra Årstiderne, som giver mig inspiration til retter med masser af grøntsager.

Du skal bruge:

1 porre 
1-2 fed hvidløg eller noget frisk hvidløgs stilk
200 g gulerødder
300 g blomkål
1/3 spidskål
Rød thaikarry
Grøntsagsbouillon i pulverform
1 dåse kokosmælk 200 g
Lidt olivenolie
Salt og peber
Friske koriander

Skyl og rens grøntsagerne og pil hvidløg
Snit porrer i tynde ringe, også den grønne top
Hak hvidløg fint og skær gulerødder i tynde skrå skiver
Del blomkål i små buketter
Snit spidskål fint

Sæt en rummelig gryde over varmen med lidt olie og sauter porre, hvidløg, gulerødder et par minutter.
Drys med thai karry og vend godt rundt.
Dæk med vand, tilføj grøntbouillon og kog op.
Hæld kokosmælk i og tilføj blomkålsbuketter og spidskål. Kog godt igennem til grøntsagerne er sprødmøre. 
Smag til!
Server i dybe tallerkener med lidt hakkede koriander på toppen.


Information: Jeg bruger rød thaikarry. Den består af: Sød paprika, hvidløg, koriander ,galange, citrongræs, sort peber og chili samt havsalt. Find den hos: asatrading.dk eller i Torvehallerne hos samme firma

Tips: Normalt vejer jeg aldrig de grøntsager jeg bruger, men slumper mig frem.








lørdag den 22. september 2012

Auberginepie


Det hænder, at jeg har en aubergine, som skal bruges, før den dør i køleskabets grøntsagsskuffe. Så  er det bare frem med opskriften på auberginepie. Denne ret er super, for den er lige så god dagen efter, og den egner sig til frysning.
                           
Jeg har svært ved at  følge opskrifter slavisk, så jeg justerer altid en masse, når jeg laver en ret. Derfor -  vurder selv - har du nok tomatsovs, er der tilstrækkeligt med reven ost, skal der lidt balsamico i sovsen for at give smag eller måske et nip sukker. 



Hovedret til to personer:

2 auberginer



Tomatsovs:


l løg

2 fed hvidløg
l dåse hakkede, flåede tomater
et par spsk. tomatpure
salt, peber og krydderier efter egen smag - det kan fx. være chili, oregano eller basilikum

50-100 g reven parmesanost


Skær auberginerne i tynde skiver på langs og læg dem på bagepapir på en bageplade. Bag dem i 200 grader  omkring et kvarter til de er let gyldne. 


Til tomatsovsen skæres løg og hvidløg i små tern og svitses klare i lidt olie i en gryde. Derefter tilsættes dåsetomater og tomatpuré og sovsen simrer i ca. ½ time. Smag til med salt, peber og evt. krydderier. 1 spsk. balsamico  og et lille nip sukker gør også godt, men er ikke nødvendigt. 


Læg de bagte aubergineskiver i et enkelt lag i et  smurt ovnfast fad. Fordel tomatsovs over og drys med parmesan. Læg et nyt lag aubergineskiver og fortsæt til du har en slags "auberginelasagne". Slut med et godt drys parmesan på toppen. 

Bag pien i ca. 45 min. i en 200 grader varm ovn. 


Spises varm eller kold med lidt grøn salat til. Fin forret som det ses på billedet. 



Tips: Har jeg ikke parmesan, bruger jeg alm. reven ost, som jeg altid har i 100 grams poser i fryseren. (fx. mozzarella).

Hvis man vil ha´et tykt lag tomatsovs, mellem lagene, kan man også tilsætte en flaske koncentrerede tomater sammen med dåsetomaterne, men så kan man ikke skære pien ud i pæne stykker.

Hvis du orker, kan du udvande auberginerne. Dvs du drysser skiverne med et godt lag salt og lader dem trække en halv times tid. Herefter skylles de i koldt vand og tørres med et rent viskestykke. Det er ikke nødvendigt for at lave denne ret. Jeg tror ikke jeg kan smage forskel.

Inspiration: DDV 



torsdag den 16. februar 2012

Hamburgerryg i fad



Denne ret vil jeg nok kalde for en god hverdagsret, og samtidig er det en nem måde at få brugt nogle rester på.  Har du en rest hamburgerryg eller skinke, så kan du hurtigt bikse en alt-i-en-ret sammen. Opskriften har jeg brugt så mange gange, at jeg med god samvittighed kan give den videre.

Du skal bruge 2 skyllede courgetter i skiver (eller 1)
1 groft hakket løg
4 skyllede tomater i både eller skiver
En rest hamburgerryg eller skinke skåret i tern
1 dl fløde 13% (eller lidt mere)
Salt, peber
1/4 tsk. paprika
100 g reven mild ost

Først svitses courgetter og derefter løg på panden. Courgetterne skal ikke være møre, blot få lidt farve.
Derefter blandes grøntsager og kød i et smurt ovnfast fad. Fløden smages til med krydderier og hældes over. Osten drysses over, og retten sættes i ovnen ved 200-225 grader i 20-30 minutter, til den er gylden.

Inspiration: Opskrift klippet ud af ugeblad for mange år siden.

Tip: I den oprindelige opskrift skal man koge courgetterne møre først - det er ikke godt. Slatne courgetter er ikke lige min "kop the", så jeg nøjes med at svitse dem, inden de kommer i fadet. Lidt timian i retten er også godt.
Vi plejer at spise rugbrød og en god sennep til. Den lidt søde sennep der hedder" Bornholmsk sennep" er guf.













søndag den 5. februar 2012

Risotto med ærter, dild og parmesan



Når du laver en risotto, skal du være over den hele tiden. Det er ikke bare noget med at sætte ris over og koge. Risene skal mættes stille og roligt for at få et godt resultat. En risotto skal ikke være tør, men cremet.  Den skal serveres med det samme og smager skønt.
Man kan lave risotto med stort set alt lige fra skaldyr, svampe, laks, hakkede gulerødder, pølse, kylling og meget meget mere. Altså også en  ret, hvor man  kan udnytte rester. Her kommer mit bedste bud på en lækker risotto.

Til to personer skal du bruge:

1 hakket løg
ca. 200 g aborioris eller anden slags risottoris
ca. 1 liter kogende grøntsags- eller anden bouillon
lidt smør og olie til stegning
ca. 150 g friske bælgede ærter (dybfrosne går også fint)
frisk parmesan efter ønske
frisk dild efter ønske (snyd ikke for dilden, den gør en forskel!)

Varm lidt smør og olie i en rummelig gryde. Sauter løg og ris i ca. 2 minutter (løgnene må ikke bliver brune), alt imens der røres rundt. Tilsæt den kogende bouillon lidt efter lidt. Når væsken er væk tilsættes der lidt nyt, dette tager ca. 25 minutter. Rør hele tiden i gryden. Når risen er kogt al dente (møre, men med bid i) vendes ærterne, reven parmesan og dild i retten. Smag til med salt og peber. Pas på med saltet da bouillon kan være ret salt.

Brødrene Price ville uden tvivl tilføje en god klat smør til sidst.

Inspiration: Alt for Damerne 1999.

Tips: Er det gæstemad kan man lune tallerkenerne før serveringen - gæsterne sidder selvfølgelig på deres pladser og venter på maden.  Skal der være fest kan lidt bouillon erstattes af 1 glas tør hvidvin, men det er absolut ikke nødvendigt.

Parmesan: Fast ingrediens i mit køleskab. Jeg køber altid et stort stykke ægte parmesan, det er dyrt men også det bedste krydderi til mange retter. Pakker man osten ind i ostepapir (endelig ikke plastikpose eller almindeligt staniol), holder  den nærmest uendeligt i køleskabet. Den sidste gnalling kan man putte i en minestronesuppe og lade den koge med.



mandag den 9. januar 2012

Justes tomatsuppe



Denne fyldige tomatsuppe serverede vores venner Monna og Juste for mange år siden. Efter den tid er det blevet en opskrift, der har fast plads i min opskriftsamling. Suppen kan nemlig stå alene som hovedret, bruges som en lille forret eller natmad. Desuden smager den bare godt!

Til 6 personer skal du bruge:

300 g bacon i små tern
2-3 fed hakket hvidløg
2 hakkede løg
4 stilke bladselleri i tynde skiver
5 spsk olie
1 l grøntsagsbouillon
½ l fløde 13%
2 dåser hakkede tomater (flåede!)
1½ dl minipasta
1-2 tsk tørret oregano
 peber.

Bacon svitses i olien. Jeg prøver at få den ret tørstegt, da jeg ikke er vild med fedtet.
Dernæst tilsættes løg og hvidløg og svitses med.
Tilsæt så bladsellerien og svits i 2 min.
Så kommes bouillon, tomater, pasta, oregano, peber i og suppen simrer 15 min.
Fløden tilsættes og det hele varms op til kogepunktet, skal ikke koge.

Serveres med hvidløgsflute eller godt brød.

Tips: Suppen kan fryses men vent med fløden til  lige før den skal serveres.
Køb magert bacon og skær selv ud i tern. Pas på med salt da bouillonen kan være ret salt i sig selv.

Inspiration: Opskrift fået af Juste 1996. Oprindelig opskrift fra ugebladet "Søndag", hvor den var ugens bedste læseropskrift - ja opskrifter går deres snørklede veje.

fredag den 23. september 2011

Laks med bær

Denne ret er super enkel, hurtig at tilberede og smager virkelig dejligt.


Du skal bruge følgende til to personer:

300 g laksefilet
100 g jordbær
1 løg
Evt. 100 g blåbær
10-12 grønne oliven uden sten
Friskkværnet sort peber

Tilbehør: Et godt stykke brød

Skær laksen i grove terninger på ca.3 x 3 cm. Nip og skær jordbærrene i kvarte. Skær løget i tynde skiver. Vend alle ingredienserne sammen og læg dem på en bageplade beklædt med bagepapir. Giv det hele ca. 8 min. i en varm ovn med varmluft. Kig forsigtigt i et stykke laks for at se, at det ikke er råt indeni.

Saften fra bærren  kan løbe lidt ud og farve laksen. Retten kan også spises kold på et stykke brød.



Tips: Køb et par friske stykker laksefillet. Nogle af de frosne laksefilleter, der tit sælges på tilbud, kan ved optøning få en meget underlig konsistens a la gammel karklud! Brug gerne flere bær.

Inspiration: Aarstiderne

tirsdag den 19. april 2011

Lammekølle med abrikoser

Nu er det snart påske, og så er vi mange, der har tradition for at spise lam. Så her får I min dejlige opskrift på lammekølle med abrikoser. Jeg har lavet den mange gange til gæster.


Du skal bruge:


1 udbenet lammekølle
200 g tørrede abrikoser
1 dl appelsinsaft
300 g skalotteløg
2 dl Heiberg appelsin/chili sirup
Dijonsennep efter smag
salt og peber
snor til at snøre køllen


Læg abrikoserne i appelsinsaft og lad dem trække et par timer. (Kan også trække natten over). Krydr lammekøllen med salt og peber. Tag abrikoserne op og fyld dem i køllen. Bind lammekøllen sammen og læg den i en bradepande. Sæt ovnene på 190 grader og steg køllen ca. 20 min. pr halve kg evt. med en dl vand i bradepanden. En time før køllen er færdigstegt kommer du de hele skalotteløg i bradepanden  og bager dem færdige sammen med kødet. Ca. 10 min før kødet er færdigt blandes appelsin/chili siruppen med sennep og hældes over kødet.
Hvis man vil servere skyen til, hældes den op i en skål og skummes inden den serveres. Selv serverer jeg ofte lammekøllen med sovs, hvori jeg har hældt lidt af skyen.
Lad kødet hvile 20 min før det skæres ud i fine tynde skiver og serveres.

Tips: Det er godt med "snekartofler" til. (Kogte kartofler presset gennem noget der ligner en stor hvidløgspresser.) Billig presser kan købes i Ikea. (Varm skålen med kartoffelvandet, da "sneen" hurtigt bliver kold). Langtidsbagte tomater går også fint.
Har man ikke Heibergs appelsinsirup, kan man bruge appelsinsaft kogt lidt ind med en anelse sukker, vanilje og et drys chili.
Sovs - se opskrift i  Mors Mad


Inspiration: Irma

søndag den 6. februar 2011

Citronkylling



Dette er en af mine yndlingsopskrifter med kylling. Jeg har lavet den utallige gange til gæster. Jeg tror de fleste kan lí den.


Som regel serverer jeg den med et godt brød (flute) til og evt. salat.

1 frisk stor kylling ca. 1,3 kg.
ca. 1 dl olivenolie
2 laurbærblade
3/4 dl citronsaft
1 usprøjtet citron i tynde både
100 g kødfulde grønne oliven
1½ dl tør hvidvin - eller lidt mere
salt og friskkværnet peber

Parter kyllingen i mindre stykker. Brun stykkerne på alle sider i olivenolie, tilsæt laurbærblade, citronsaft, citronbåde og oliven. Lad retten snurre under låg i 20- 30 minutter. Smag til med salt og peber og hæld vin ved. Kog for rask varme uden låg til sovsen er lidt reduceret og kødet er mørt.

Inspiration: En madkalender fra et ugeblad for mange år siden.

Tips: Når man bruner i olivenolie sprøjter den varme olie fra panden, her kan et stænklåg gøre nytte. Det gør av, når man bliver ramt. I denne ret er det ikke så vigtigt, at brune grundigt.

fredag den 9. juli 2010

Vitello tonnato




Sommeren 1997 smagte jeg Vitello tonnato for første gang i Siena, hvor vi var nogle "Lollandsvejere", der sad og spiste bag rådhuspladsen, hvor man afholdt det lokale hestevæddeløb Palioen. Lasse stod og svedte inde på selve pladsen, for han skulle selvfølgelig se løbet.

Maden så underlig grå ud, men smagte skønt. Retten er nem at tilberede og kan laves dagen før, den skal spises. Vent dog med at kommer tunsovsen over til før serveringen.


Opskrift til 4 personer
800 g kalveinderlår, men mindre dyrt kød kan gøre det. Billigt kakunbryst smager også godt i denne ret.
Kødet koges mørt i ca 1 time med lidt grøntsager (fx. gulerod, løg, porretop og 1-2 laurbærblade samt 6 hele peberkorn). Afkøles.

Tunsauce
1 dåse tunfisk i vand eller olie (150 g)
Ægte mayonaise - ca. 100 -150 g. (Ikke let eller fedtfattig)
3 spsk. små kapers
3 ansjosfileter (Det skal være de små italienske, som ligger i olie i et lille glas)
Citronsaft af 1 citron
Salt og peber

Tunen blendes med kapers, ansjoser og mayonaise. Smag til med salt og peber og godt med citronsaft. Pas på med saltet, hvis du bruger udblødte saltede kapers. Snyd ikke og undlad ansjoserne, der giver "piftet".
Anretning
Kødet skæres i tynde skiver og lægges på et fad. Tunsaucen fordeles over. Der pyntes med kapers og citronskiver. Gerne citroner i olie.

Spises kold på en varm sommerdag med en god salat og fx. focaccia (se opskrift her på bloggen).

Tips: Man behøver ikke at bruge det dyre kalvekød, kylling eller kalkun fungerer også fint. Bliver der noget tilovers, kan det sagten spises dagen efter.
Kapers i groft salt holder uendeligt længe. Gode at há i køleskabet. Skal ligge lidt i vand, inden man bruger dem, så saltet skylles af.
De rigtige italienske ansjoser findes hos Irma eller "Supermarco". De ligger i olie, og man kan bruge af dem og gemme resten i køleskabet til en anden god gang.



søndag den 13. juni 2010

Postej med oliven


Denne postej er virkelig nem gæstemad, der kan forberedes lang tid i forvejen. Den kan spises lun eller kold. Hvis den fryses, er den stadig lige god, når man skal servere den. Jeg har lavet den utallige gange og ofte medbragt den til fælles julefrokost/buffet. Gerne med en skål oliven og cornichons som tilbehør.

1 kg hakket kalv og flæsk (eller ren gris)
1 dl rasp
2 dl bouillon
2 æg
1 fint hakket løg
salvie frisk eller tørret (ca. 2 tsk.)
20 fyldte grønne oliven - skæres lidt
1 tsk salt
kværnet peber

Hæld bouillonen over raspen. Lad det trække et øjeblik.
Bland alle ingredienser godt - dejkrogenen på elpiskeren kan bruges. Fyld farsen i en smurt rugbrødsform og pynt evt. med oliven og laurbærblade.

Ønskes en mere dekorativ snitflade, kan man skære en kotelet i tern og putte i farsen eller lægge et lag ristet kyllingelever i midten af farsen.

Bages i ovnen ved 200 grader 1½ time.

Inspiration: Min gode kollega Justes opskrift fra hjemkundskab i forgangne tider. Hos os hedder den altid "Justes postej".

søndag den 9. maj 2010

Bosses purjo-potatis-linssoppa




Denne suppe serverede Bosse for mange år siden på Bremön, Sverige. Det er en af de opskrifter, jeg altid vender tilbage til, og den er lige så god dagen efter.



6 dl strimlad purjolök
5 dl skalad tärnad potatis
2 msk. smör eller olivolja
1½ l vatten
1 veg. buljontärning
2 dl sköljda röda linser
örtsalt (ca. 2 tsk.)


Fräs först purjolöken ca. 5 minuter i smöret eller oljan. Tilsätt vatten, buljontärning och potatis. Koka tills potatisen känns mjuk. Tilsätt därefter de rensade och sköljda röda linserna och koka ytterligare 10-12 minuter. Krydda med örtsalt och vispa soppan något, så at den blir "simmig".

OBS. Vid kokningen förlorar linserne sin röda färg och blir gula.





Her kommer den så på dansk:



Bosses porre-kartoffel-linsesuppe


6 dl porre i ringe (husk at skylle godt, da der ofte sidder jord inden i porren)
5 dl skrællede kartofler i tern
2 spsk. smør eller olivenolje
1½ l vand
1 vegetarisk bouillonterning
2 dl skyllede røde linser
urtesalt


Svits først porren ca. 5 min. i fedtstoffet.
Tilsæt vand, bouillonterneing og kartofler. Kog til kartoflerne føles bløde. Tilsæt derefter de rensede og skyllede røde linser og kog yderligere 10-12 minutter. Krydr med urtesalt. Pisk evt. let i suppen.
Obs. De røde linser mister deres farve, når de koges og bliver gule.

onsdag den 5. maj 2010

Kylling med rabarber


Meget nem og dejlig forårsmad

1 stor kylling gerne øko
1 stort bundt rabarber, ca. 750 g
(uden blade)
75 g rørsukker
salt og peber

Fjern fedtet fra kyllingen, og skær gumpen (rumpen) af. Skyl kylle ind- og udvendigt under rindende koldt vand. Dup tør med køkkenrulle. Skær rabarberne i mindre stykker, læg dem i et ovnfast fad eller en lille bradepande. Drys med sukker. Læg kyllingen ovenpå med brystet opad, og krydr med salt og peber. Steg ved 200 grader i 1 time til skindet er sprødt. Der skal komme klar saft ud, når du stikker dybt i låret med en gaffel.

Inspiration: Tina Scheftelowitz i Politiken