Viser opslag med etiketten tilbehør. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten tilbehør. Vis alle opslag

mandag den 14. april 2014

Rabarberkompot

Forår og nylavet rabarberkompot hører sammen. Enten tager man nogle rabarber skåret i mindre stykker, lægger dem i et ovnfast fad og kommer godt med sukker på. Så ind i ovnen til rabarberne er møre. Ellers følger man min opskrift!



Rabarber dyrket under spand


Du skal bruge:


500-600 g rensede rabarber skåret i skrå stykker

Ca. 200 g sukker
1 vaniljestang

De rensede rabarberstykker lægges i et ildfast fad. Sukkeret drysses over. Kornene fra en flækket vaniljestang og selve stangen tilsættes. Dæk med stanniol og sæt det i en 200 grader varm ovn i ca. 30-40 minutter eller til rabarberne er møre. Rør ikke for meget i det, da rabarberne helst skal beholde faconen nogenlunde.



Tips: Skær ikke den nederste ende af rabarberne, den smager godt. Rens blot bladskeden fra.

Rabarberne har jeg i år drevet frem under en sort spand med en mursten ovenpå for at forhindre, at spanden blæste væk. Da planten havde løftet spand med sten et godt stykke op, var det vist på tide at lave rabarberkompot.




fredag den 9. marts 2012

Hvide bønner i citron-sennepsmarinade


Tørrede bælgfrugter skulle være godt, hvis man vil holde sit kolesteroltal nede. Desuden indeholder de mineraler og kalk, og ikke mindst - i denne ret smager og mætter de godt. Jeg har lavet denne opskrift en hel del gange, når jeg skulle medbringe en ret til en buffet. På et tidspunkt var det meget populært, at gæsterne selv skulle medbringe maden, når man blev inviteret til middag!

Til en stor portion (frokost til 6-8 personer) bruges:

2-3 rødløg
1/3 dl. dijonsennep
2 dl olie
1 citron
1 fed hvidløg
500 g hvide bønner
1 stk suppevisk
blandede suppeurter (fx. gulerod, porrer, persillerod - hvad du har i grøntsagssuffen)
purløg
salt/peber

Sæt bønnerne i blød i rigeligt koldt vand natten over - gerne 12 timer.
Kasser udblødningsvandet.
Bønnerne, suppevisk, suppeurter koges møre i frisk vand med lidt salt i ca. ½ time.
Hæld kogevandet fra og lad bønnerne blive kolde.
Lav en dressing af: Fint hakket rødløg og hvidløg, sennep og olivenolie som piskes i lidt efter lidt. Smag til med salt, peber og citron.
Urter og vand tages fra. De kogte bønner vendes i, når de er dryppet af. Purløg skæres og vendes i. Trækker mindst et par timer - gerne længere.

Tips: Når du renser porrer så gem toppen, som man gerne skærer af og smider i skrældespanden. . Rens den godt og frys den ned. Det samme gælder for persillestilke o.l. - hvis man altså gider há alt besværet! Disse "rester" er gode til at komme i vandet, når man koger bønner.

Inspiration: Mad med Meyer udgivet af Fisker og Schou. Årstal ikke angivet.


fredag den 1. oktober 2010

Fennikelsalat

I denne uges kasse fra Aarstiderne var der fennikel, og så kom jeg i tanke om denne lækre salat.

Da jeg ikke har et foto af fennikel, sætter jeg et billede af tallerkensmækker ind - fennikel kommer senere!


150 g fennikel
100 g rødløg
citronsaft
30 g mayonnaise
50 g gaio
salt og peber
1 spsk kapers

Skær fennikel og rødløg i så tynde skiver som muligt.

Rør mayonnaise og gaio med citronsaft. Smag til med salt og peber. Vend grøntsager og kapers i dressingen.

Serveres som tilbehør.

lørdag den 24. juli 2010

Jordbærsalsa




Denne "salsa" er lækker til stegt eller grillet flæsk. Vi plejer ikke at spise stegt flæsk om sommeren, men grillet ca. 10 min på hver side bliver det meget lækkert med nye kartofler til og nedenstående salsa.

8 jordbær
1 mindre løg
1 avokado
citronsaft
friske basilikumblade

Skær jordbær og avocado i små tern. Skær løget i fine tern. Vend det hele forsigtigt sammen med basilikumblade og smag til med citronsaft, salt og peber.

Tips: Halver avocadoen og tag stenen ud. Skær på kryds og tværs inde i skallen og vend ternene ud i skålen.

Inspiration: Irmas blad "Krydderiet"


onsdag den 16. juni 2010

Kartoffelsalat med mandler




Dejlig sommermad med nye kartofler. Kog evt. kartoflerne dagen før - så kan det ikke blive nemmere. Retten smager dog bedst med nykogte kartofler!

500 g kogte nye kartofler
Et bundt friskhakket mynte
Et bundt friskhakket purløg
4 spsk. mandelolie
1 spsk. hvidvinseddike
½ tsk. sukker
Ristede mandelflager

Skær kartoflerne i mindre stykker. Ryst mandelolie, hvidvinseddike og sukker godt sammen (brug evt. et lille syltetøjsglas) og hæld dressingen over kartoflerne. Vend de friske krydderurter i salaten og pynt med rigeligt ristede mandler.

Tips: Pil altid kartoflerne når de er lune, ellers kan det være svært at få skrællen af.

Det kan være lidt vanskeligt at finde mandelolie - jeg fandt den i Super Best.