Viser opslag med etiketten forår. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten forår. Vis alle opslag

mandag den 14. april 2014

Rabarberkompot

Forår og nylavet rabarberkompot hører sammen. Enten tager man nogle rabarber skåret i mindre stykker, lægger dem i et ovnfast fad og kommer godt med sukker på. Så ind i ovnen til rabarberne er møre. Ellers følger man min opskrift!



Rabarber dyrket under spand


Du skal bruge:


500-600 g rensede rabarber skåret i skrå stykker

Ca. 200 g sukker
1 vaniljestang

De rensede rabarberstykker lægges i et ildfast fad. Sukkeret drysses over. Kornene fra en flækket vaniljestang og selve stangen tilsættes. Dæk med stanniol og sæt det i en 200 grader varm ovn i ca. 30-40 minutter eller til rabarberne er møre. Rør ikke for meget i det, da rabarberne helst skal beholde faconen nogenlunde.



Tips: Skær ikke den nederste ende af rabarberne, den smager godt. Rens blot bladskeden fra.

Rabarberne har jeg i år drevet frem under en sort spand med en mursten ovenpå for at forhindre, at spanden blæste væk. Da planten havde løftet spand med sten et godt stykke op, var det vist på tide at lave rabarberkompot.




mandag den 21. juni 2010

Rabarberlikør


Denne rabarberlikør laver jeg hver sommer. Den skal trække mindst 6 uger - gerne 5- 6 måneder. Glemmer du den i kælderen et år, er den stadig meget delikat.

600 g rensede rabarber skåret i stykker
300 g sukker (gerne rørsukker)
1 liter vodka
1 flækket vanillestang


Kom rabarber og sukker i et stort glas med tætsluttende låg. Flæk vanillestangen og skrab kornene ud. Tilsæt både vanillekorn og selve vanillestangen. Ryst godt og hæld vodkaen på. Krukken skal helst være fyldt helt op. Sæt krukken et mørkt og køligt sted i mindst 6 uger og gerne 6 måneder. De første dage kan man evt. ryste glasset lidt, da sukkeret har en tendens til at lagre sig på bunden. Si likøren gennem et klæde og hæld på flaske.

Tips: Man kan bruge den billigste vodka, men jeg foretrækker Smirnoff. Brøndum, som mange bruger til urtesnaps, smager af kommen og duer ikke.

Si først likøren over i en kande, så er den nem at hælde på flaske.