Viser opslag med etiketten Italien. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Italien. Vis alle opslag

søndag den 5. februar 2012

Risotto med ærter, dild og parmesan



Når du laver en risotto, skal du være over den hele tiden. Det er ikke bare noget med at sætte ris over og koge. Risene skal mættes stille og roligt for at få et godt resultat. En risotto skal ikke være tør, men cremet.  Den skal serveres med det samme og smager skønt.
Man kan lave risotto med stort set alt lige fra skaldyr, svampe, laks, hakkede gulerødder, pølse, kylling og meget meget mere. Altså også en  ret, hvor man  kan udnytte rester. Her kommer mit bedste bud på en lækker risotto.

Til to personer skal du bruge:

1 hakket løg
ca. 200 g aborioris eller anden slags risottoris
ca. 1 liter kogende grøntsags- eller anden bouillon
lidt smør og olie til stegning
ca. 150 g friske bælgede ærter (dybfrosne går også fint)
frisk parmesan efter ønske
frisk dild efter ønske (snyd ikke for dilden, den gør en forskel!)

Varm lidt smør og olie i en rummelig gryde. Sauter løg og ris i ca. 2 minutter (løgnene må ikke bliver brune), alt imens der røres rundt. Tilsæt den kogende bouillon lidt efter lidt. Når væsken er væk tilsættes der lidt nyt, dette tager ca. 25 minutter. Rør hele tiden i gryden. Når risen er kogt al dente (møre, men med bid i) vendes ærterne, reven parmesan og dild i retten. Smag til med salt og peber. Pas på med saltet da bouillon kan være ret salt.

Brødrene Price ville uden tvivl tilføje en god klat smør til sidst.

Inspiration: Alt for Damerne 1999.

Tips: Er det gæstemad kan man lune tallerkenerne før serveringen - gæsterne sidder selvfølgelig på deres pladser og venter på maden.  Skal der være fest kan lidt bouillon erstattes af 1 glas tør hvidvin, men det er absolut ikke nødvendigt.

Parmesan: Fast ingrediens i mit køleskab. Jeg køber altid et stort stykke ægte parmesan, det er dyrt men også det bedste krydderi til mange retter. Pakker man osten ind i ostepapir (endelig ikke plastikpose eller almindeligt staniol), holder  den nærmest uendeligt i køleskabet. Den sidste gnalling kan man putte i en minestronesuppe og lade den koge med.



tirsdag den 10. maj 2011

Artiskokker i olie

Carciofini sott´aceto


Denne opskrift er til 1 portion. Husk at gang op, hvis du laver til flere.

1 artiskok
3 spsk. hvidvinseddike
2 spsk. hvidvin
1 spsk. olivenolie
1 spsk. citronsaft
2 hele nelliker
1 fed knust hvisløg
lidt frisk rosmarin
nogle få tynde skiver chili (eller et nip tørret)
salt

Knæk stænglen af artiskokken. Vask artiskokken - evt. i vand med lidt citronsaft. Del hver artiskok i 4 dele.

Kog stykkerne i letsaltet vand ca. 20-30 min.alt efter størrelsen. (Gerne bulderkogning - ikke simre).

Imens: Kom vineddike, vin, nelliker, chili, rosmarin og salt i en gryde. Bring lagen i kog. Læg hvidløgsfeddet i nogle få minutter. Tag det og de hele nelliker op og smid begge dele væk.

Kom artiskokstykkerne i lagen. Tilsæt evt. lidt mere vin og olie. Lad dem småsimre i nogle få minutter.

Anret artiskokstykkerne på en tallerken og servér anretningen varm. Jeg hælder lagen over - den er lækker at dyppe bladene i.

Inspiration: Hej Gunnar Kan du huske denne ret, som du engang for mange år siden serverede for dine trofaste Pæd. spec. veninder? Vi var ret imponerede! Den er blevet en klassiker i mit køkken og skal selvfølgelig på "Mors Mad".

fredag den 9. juli 2010

Vitello tonnato




Sommeren 1997 smagte jeg Vitello tonnato for første gang i Siena, hvor vi var nogle "Lollandsvejere", der sad og spiste bag rådhuspladsen, hvor man afholdt det lokale hestevæddeløb Palioen. Lasse stod og svedte inde på selve pladsen, for han skulle selvfølgelig se løbet.

Maden så underlig grå ud, men smagte skønt. Retten er nem at tilberede og kan laves dagen før, den skal spises. Vent dog med at kommer tunsovsen over til før serveringen.


Opskrift til 4 personer
800 g kalveinderlår, men mindre dyrt kød kan gøre det. Billigt kakunbryst smager også godt i denne ret.
Kødet koges mørt i ca 1 time med lidt grøntsager (fx. gulerod, løg, porretop og 1-2 laurbærblade samt 6 hele peberkorn). Afkøles.

Tunsauce
1 dåse tunfisk i vand eller olie (150 g)
Ægte mayonaise - ca. 100 -150 g. (Ikke let eller fedtfattig)
3 spsk. små kapers
3 ansjosfileter (Det skal være de små italienske, som ligger i olie i et lille glas)
Citronsaft af 1 citron
Salt og peber

Tunen blendes med kapers, ansjoser og mayonaise. Smag til med salt og peber og godt med citronsaft. Pas på med saltet, hvis du bruger udblødte saltede kapers. Snyd ikke og undlad ansjoserne, der giver "piftet".
Anretning
Kødet skæres i tynde skiver og lægges på et fad. Tunsaucen fordeles over. Der pyntes med kapers og citronskiver. Gerne citroner i olie.

Spises kold på en varm sommerdag med en god salat og fx. focaccia (se opskrift her på bloggen).

Tips: Man behøver ikke at bruge det dyre kalvekød, kylling eller kalkun fungerer også fint. Bliver der noget tilovers, kan det sagten spises dagen efter.
Kapers i groft salt holder uendeligt længe. Gode at há i køleskabet. Skal ligge lidt i vand, inden man bruger dem, så saltet skylles af.
De rigtige italienske ansjoser findes hos Irma eller "Supermarco". De ligger i olie, og man kan bruge af dem og gemme resten i køleskabet til en anden god gang.



mandag den 24. maj 2010

Foccacia






Foccacia med Macadamianødder

50 g gær
6 dl lunkent vand
2 tsk. salt
2 spsk. olie
750 g Italiensk mel "tipo 00"
(eller almindeligt hvedemel)
Nogle Macadamia nødder

Rør gæren ud i lunkent vand i en stor skål. Rør salt, olie og mel i indtil dejen er løs og jævn. Den skal være klæg. (Man kan godt bruge elpiskerens dejkroge).
Stil dejen til hævning med et fugtigt viskestykke over. Efter 1 time trykkes dejen flad i skålen for så at hæve op igen ca. 1 time. (I alt to timers hævning i skålen).
Hæld nu dejen ud i en bradepande beklædt med bagepapir. Pres dejen flad med melede hænder. Pres Macadamia nødderne godt ned i dejen. Har du frisk rosmarin, kan der stikkes små kviste ned i dejen. Dryp olivenolie ud over dejen og lad den hæve endnu 30 minutter - gerne under et fugtigt viskestykke.
Bag brødet ved 225 grader midt i ovnen ca. 25 minutter. Når du banker på brødet, skal det lyde hult, så er det færdigbagt.
Afkøl og nyd det fantastiske brød.

Tips: Den optimale temperatur for det lunkne vand er ca. 37 grader - aldrig højere for så dræbes gærcellerne.

Inspiration: Irmas blad "Krydderiet" september 2008