Det er altid opmuntrende, når ens venner beder om en opskrift, fordi man har serveret noget godt.
Så nu skal chokoladekagen på Mors Mad til ære for Ulla. Den er nok hvad man på svensk vil kalde en "kladdkaka" - altså noget snasket noget. Kagen skal være blød indeni og er meget egnet til frysning.
Kagen falder lidt sammen, når den bliver kold. |
200 g sukker (2½ dl)
2 æg
100 g smør
100 g mørk chokolade
60 g mel (1dl)
og evt. 1 spsk god cacao (kan undlades)
Tilbehør:
Hindbær og vanilleis.
Eller:
Måske pisket Creme Fine, som smager dejligt til kagen, da det ikke smager så sødt som flødeskum.
Anden frugt er også fint - fx. passer marinerede jordbær fint til chokoladesmagen.
Pisk sukker og æg skummende. Bræk chokoladen i mindre stykker og smelt den over vandbad. Smelt smørret, lad det afkøle og rør det i æggemassen sammen med den smeltede chokolade. Tilsæt melet og evt. cacao rør dejen godt og hæld den i en velsmurt springform. (jeg forer formen med bagepapir). Bag chokoladekagen i ca. 15 minutter ved 200 grader. Tag den ud og lad den blive helt kold. Kagen bliver ikke fast indeni, men blød som konfekt.
Skyl hindbærrene og lad dem dryppe af. Tag lidt pæne hindbær fra til pynt og blend resten evt. med en lille smule sukker.
Anretning: Skær kagen i smalle lagkagesnitter. Anret stykkerne på portionstallerkener, hæld lidt af hindbærpureen ved og pynt med de hele hindbær. Læg en kugle vanilleis ved hver portion. Har du citronmelisse i haven, pynter det med et lille grønt blad.
Inspiration: Opskrift fra et eller andet blad, som jeg ikke husker.
Tips: Marinerede jordbær - del friske jordbær i halve, drys en smule sukker på og en skvat god balsamico.(Ikke farvet eddike!) Kværn lidt sort peber over.
Sigt mel og cacao i for at undgå melklumper.
opskriften er fra familiejournalen
SvarSletTak- det kan den sagtens være. Da jeg har lavet den i rigtig mange år, kan jeg ikke huske det.
SvarSlet