mandag den 20. juni 2011

Hyldeblomstsaft


Det er lige nu man skal lave en dejlig koncentreret hyldeblomstsaft. Jeg ved der findes utallige opskrifter, men vil alligevel vove at bidrage med min.


Til ca. 4 liter

3 økologiske citroner
40 hyldeblomstskærme
50 g citronsyre
3 kg rørsukker
2 l vand

Læg følgende i en stor krukke eller skål (ikke aluminium):

Hyldeskærme som du har klippet den grove grønne stilk af
Citroner skåret i skiver
Citronsyre

Kog vand og sukker op og skum. Hæld den kogende sukkerlage over i krukken med blomsterne. Lad det hele trække 3-5 dage tildækket med en tallerken eller et stykke stof. Rør af og til i krukken. Jeg stiller krukken i køleskabet og laver derfor tit kun halv portion, da ovennævnte mængde fylder en del. Si saften over på skoldede flasker.

Tips: Du skal ikke vaske hyldeblomsterne, da de så mister en masse af det smagsgivende pollen. Små dyr rystes af, når man klipper den grønne stilk af. Har man et køligt sted, er det ikke nødvendigt med opbevaring i køleskab, men man rissikerer, at saften gærer. 
Gem tomme flasker fra hedvin og spiritus, så behøver man ikke skolde flaskerne.

Hyldeblomstgin:
Når saften er siet kan man udnytte smagen i "mumsen" ved at lade en flaske gin løbe igennem en gang.

Inspiration: Camilla Plum der bruger meget sukker for holdbarhedens skyld.


1 kommentar:

  1. Lyder super lækkert og skal da prøves. Tak for tippet :)


    Hilsen

    Henrik
    http://cafeikøbenhavn.dk/

    SvarSlet