lørdag den 22. maj 2010

Rugbrød med maltøl




Rugbrød med maltøl

1. dag
250 g hvedemel
750 g rugmel
1 glas surdej (fra køleskabet)
1 liter vand
2 spsk. groft salt

Det hele røres godt sammen. Sættes til hævning under et fugtigt klæde (viskestykke) i 24 timer. (Stuetemperatur).

2. dag
Nu tilsættes:
1 flaske maltøl (eller mørkt hvidtøl)
1 spsk. honning
evt. 1 dl vand
500 g flækkede eller skårne rugkerner
(Selv erstatter jeg 100 g rugkerner med forskellige slags frø. Det kan være en blanding af fx. hørfrø, græskarkerner, solsikkekerner, birkes eller, hvad du har i skabet).
Det hele røres godt sammen. Det er nemt, at bruge dejkrogene på elpiskeren, da dejen er ret lind.
 
Husk at tage ny surdej fra.
Et glas kan 3/4 fyldt holde sige i 3-4 uger i køleskabet.
Dejen fyldes 3/4 op i formene.
Efterhæver under fugtigt klæde til passende størrelse. (3-6 timer).
Bages 5-7 kvarter ved 190 grader. (Selv bager jeg brødene 7 kvarter).Efter en times bagning lægger jeg staniol over brødene, så bliver de ikke for mørke på overfladen. Når brødene kommer ud af ovnen pensles oversiden med olivenolie. Det gør skorpen lækker og mindre hård. Tages ud af formene og afkøles på rist med et klæde over.

Tips: Velegnet til frysning. Lang holdbarhed i plastikpose. Jeg har aldrig mit rugbrød i køleskabet. Kender du ikke en, der kan undvære lidt surdej, må du starte en selv.

Har du lige så dårlig hukommelse som jeg, kan du skrive på surdejsglasset med tusch, hvornår du bagte sidst.

I stedet for honning er jeg nu begyndt at bruge Meyers Maltsirup. Det giver en flot farve til brødet.  27.01.2012












2 kommentarer:

  1. Der står jeg skal bruge et glas surdej. Jeg er selv i gang med at gro min egen surdej, så ved ikke helt hvor stor mængde 'et glas' er i denne opskrift? hvor mange brød giver denne opskrift og hvor store skal de brødforme være? '190 grader' er det ved alm. eller varmlufts ovn? Ellers glæder jeg mig meget til at prøve denne opskrift. Det lyder meget lækkert... på forhånd tak :)

    SvarSlet
  2. Hej Rasmus
    Undskyld jeg er så sløv en blogger, at jeg ikke har fået svaret på dine spørgsmål, det er meget pinligt! Du har sikkert bagt mange dejlige rugbrød nu.
    Jeg gemmer en stor klat surdej i et ½ liters glas. Der skal være plads til at dejen kan udvide sig, da glasset ellers kan springe og så har man surdej i hele køleskabet!
    Jeg bager i to brødforme, der hver rummer 2 liter, men de er ikke fyldt til randen.
    Brødene bages i alm. ovn - ikke varmluft!
    De to brød deler jeg i halve, og fryser dem jeg ikke skal bruge.
    Venlig hilsen
    Vibeke

    SvarSlet