mandag den 17. maj 2010

Quiche Lorraine

På opfordring kommer her en af mine gode gamle gennemprøvede opskrifter. Tærten er en fransk klassiker fra Alsace. Den er dejlig til frokost med en god salat. Den er også nem at tage med på skovtur o.l.


Mit køkkenvindue

Mørdej
150 g mel
100 g smør eller plantemargarine
½ tsk. salt
½-1 æg

Spring over hvor gærdet er lavest. Køb en færdig mørdej eller butterdej. Butterdej findes i runde stykker, der passer til et tærtefad. Køber du dej, skal den også forbages, ellers bliver bunden ofte for sjasket.

Fyld:
150 g bacon i tern (Køb noget ordentligt! Ikke noget med røgaroma).
1 stort løg
200 g skinke i tern
100 g revet ost - gerne emmentaler - men anden ost går også fint
4-4½ æg
1 dl fløde
peber
lidt cayennepeber
revet muskatnød

Bland mel og salt og smuldr smørret heri. Saml dejen med æg til en smidig og glat dej. Stil dejen i køleskab ½ time, inden den rulles ud og lægges i et smurt tærtefad. Prik bunden med en gaffel og forbag den i en 180 grader varm ovn i 10-15 min.
Imens dejen forbager, tilberedes fyldet. Kom bacon og hakket løg i en kasserolle med lidt olie. Svits til begge dele er klare og væsken fordampet, men uden at det bruner. Pisk æg med fløde og krydderier og vend bacon, løg, skinke og ost i. Hæld fyldet i den forbagte bund og stil den tilbage i ovnen. Bag til quichen er gylden, hævet og færdigbagt ca. 30 min.

Tips: Tærten kan bages i forvejen og fryses. Den kan i optøet stand varmes i ovnen 20-30 min.


Ingen kommentarer:

Send en kommentar