søndag den 7. september 2014

Æbletærte




Hvert efterår er jeg som regel så heldig, at jeg får æbler af venner og bekendte, som har overflod. Vores æbletræ gav i år kun ca. 8 æbler, og de rakte ikke langt. Sjovt med opskrifter, som man bruger på bestemte tider af året - hvert år!Tærten er stor og tung, smager dejligt og rækker til mange.


Du skal bruge:

3 dl mel
125 g smør
2 spsk sukker
1 æggeblomme

Fyld:
2 dl sukkker
50 g temperet smør
2 æg
2 dl mel
1 tsk bagepulver
75 g mandler
1 dl yoghurt
3-4 syrlige æbler
½ dl mandelflager

Bland mel og sukker i en skål. Hak smørret i med en kniv. Smuldr det grynet med fingrene og saml hurtigt med æggeblommen. Beklæd en tærteform (dia: 23 cm) med dejen. Prik den med en gaffel og bag den i en 175 grader varm ovn i cirka 10 minutter.

Rør sukker og smør hvidt og tilsæt æggene et ad gangen. Bland mel og bagpulver og rør det i. Blend mandlerne eller hak dem med en kniv (jeg kan godt lide, at det ikke er helt fintmalet) og rør dem og yoghurten i fyldet.
Skræl æblerne og fjern kernehusene. Skær dem i mindre stykker og vend dem i fyldet.

Hæld fyldet i tærteformen, strø mandelflager (jeg bruger halve smuttede mandler) over og bag tærten i en 175 grader varm ovn i 50-60 minutter. Server eventuelt med vanillesauce.

Inspiration: Opskrift fra ugeblad.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar