mandag den 14. april 2014

Rabarberkompot

Forår og nylavet rabarberkompot hører sammen. Enten tager man nogle rabarber skåret i mindre stykker, lægger dem i et ovnfast fad og kommer godt med sukker på. Så ind i ovnen til rabarberne er møre. Ellers følger man min opskrift!



Rabarber dyrket under spand


Du skal bruge:


500-600 g rensede rabarber skåret i skrå stykker

Ca. 200 g sukker
1 vaniljestang

De rensede rabarberstykker lægges i et ildfast fad. Sukkeret drysses over. Kornene fra en flækket vaniljestang og selve stangen tilsættes. Dæk med stanniol og sæt det i en 200 grader varm ovn i ca. 30-40 minutter eller til rabarberne er møre. Rør ikke for meget i det, da rabarberne helst skal beholde faconen nogenlunde.



Tips: Skær ikke den nederste ende af rabarberne, den smager godt. Rens blot bladskeden fra.

Rabarberne har jeg i år drevet frem under en sort spand med en mursten ovenpå for at forhindre, at spanden blæste væk. Da planten havde løftet spand med sten et godt stykke op, var det vist på tide at lave rabarberkompot.




Ingen kommentarer:

Send en kommentar