mandag den 20. februar 2012

Semlor (Svenske Fastelavnsboller)

Svenske Semlor




I morgen skal vi ha´ Fettisdagsbullar, som Lasse altid har kaldt dem. Men kært barn har mange navne, så i Sverige er det mest brugte navn nok Semlor eller Fastlagsbullar.
Tirsdag efter fastelavn hedder "Hvide tirsdag" i Danmark og "Fettisdagen" i Sverige. Det er sidste dag inden fasten, som i gamle dage varede 40 dage op til påske i de kristne lande. Man spiste på denne dag hvid mad, deraf navnet. Hvidt brød var en luksus, som man ikke havde råd til hver dag.
Som barn fik jeg rosinboller overhældt med varm mælk og drysset med kanelsukker. Lasse insisterer stadig på at spise sin Semla med varm mælk.

I Sverige går man meget op i hvilken bager, der bager de bedste Semlor - aviserne uddeler stjerner og skriver detaljeret om smag og fyld.

I England hedder dagen Pancake Day, et navn som også er dukket op i Danmark i de sidste par år. I Frankrig Mardi gras, som betyder fed tirsdag.

Jeg har studeret flere opskrifter og er kommet frem til følgende:

Til ca. 10 Semlor skal du bruge:

25 g gær
2,5 dl mælk - sød eller skummet
75 g smør
2 - 4  spsk. sukker
1 tsk kardemomme (gerne friskmalet)
550 g hvedemel
½ æg til dejen
½ æg til at pensle bollerne med

Fyld:
175 g god marcipan
indmaden fra bollerne
lidt mælk til at røre det sammen med

Pynt:
2½ dl piskefløde pisket til hårdt skum
flormelis

Smuldr gæren i en skål og rør den ud med lidt mælk. Smelt smørret og hæld mælken op i det smeltede smør, væsken skal være 38 grader varm. Hæld det hele op i den udrørte gær og rør godt. Tilsæt sukker, kardemomme og halvdelen af melet. Bland det sammen og kom det ½ æg i. Tilsæt resten af melet lidt ad gangen og ælt til dejen er jævn og blank. Dæk med et rent viskestykke og lad hæve ved stuetemperatur en time til dobbelt størrelse.
(Jeg bruger altid et fugtigt opvredet viskestykke). Del i 10 stykker og form omhyggeligt til runde boller uden sprækker.

Lad bollerne efterhæve på bageplade med bagepapir i 40 minutter. Jeg lægger også her et viskestykke over.

Pensl med det halve æg og sæt i forvarmet ovn 225 grader. Bag i 10-12 minutter. Bollerne skal være gyldne og lyde hult, når du banker  på dem i bunden. Lad bollerne køle af på bagerist.

Fyld:
Del marcipanen i små stykker. Skær et låg af bollerne og grav noget af indmaden ud med en theske. Mos indmaden fra bollerne og marcipan med lidt mælk til ønsket konsisten - gerne lidt lindt. Fordel fyldet i de udhulede boller.

Pisk fløden til tykt flødeskum og læg eller sprøjt det ud over fyldet. Læg låg på hver bolle og si flormelis over.

Inspiration: Alletiders Kogebog på nettet, opskrift i Politiken 12.02.12 og korrrespondance med Gunilla i Sverige.

Tips: Semlor er meget mættende, jeg kan spise ½, men Lasse snupper 1½.

Ekstra: Jeg har altid undret mig over, hvad det var for en fe, der har givet navn til bollerne, indtil det er gået op for mig, at det hedder fet - altaså fed!












Ingen kommentarer:

Send en kommentar